OPFØRELSES PRAXIS, SAMT PROGRAMNOTE:
Der anvendes to identiske - (eller mere eller mindre uens) fodbetjente luftpumper, af den art som man typisk ser anvendt ved indblæsning af luft i luftmadrasser, gummibåde og andre oppustelige genstande.
Værket kan opføres stående eller siddende, (bl.a. afhængig af nodestativets reguleringsmuligheder, musikerens kondital, etc.) med eller uden fodtøj.
Dog bør Allegretto'en altid fremføres barfodet, således at der opnås størst mulig expressivitet i takterne 5 - 8, respektive 13 - 16.
Hvis man ønsker at anvende fodtøj i resten af værket, bør brugen af strømper, sokker og lignende undværes, idet det frygtes at på- og aftagningen af disse vil medføre uforholdsmæssige store ophold mellem de satser ved hvilke dette moment er nødvendigt. (Tænk også på disse tidsfraføvende sokkeholdere, strømpebånd m.m.)
Kvindelige kunstnere kan dog opføre hele værket iført strømpefødder (nylon, silke ad lib.), idet der dog ved valg af farver bør tages hensyn til vedkommendes fysik og hele generelle udstråling, således at eventuelle "for- og bagdele" ikke fremhæves unødvendig stærkt, hvad der sandsynligvis vil ødelægge værkets væsentlige musikalske sider.
Værket er tilegnet Henning Jepsen og alle de andre dejlige mennesker, der deltog i Københavns Ungdoms Symfoni Orkesters tur til Færøerne i sommeren 1982, og som ved uropførelsen i Fúglafjørður Skóla's skolekøkken forlangte værket gentaget - hele to (2) gange.
Værket er siden blevet opført ved en "eftermiddagssalonkoncert" ombord på det gode skib "S/S Winston Churchill" - på en ikke nærmere beregnet position mellem Tórshavn og Esbjerg, sandsynligheden taler for at det var nær Shetlandsøerne. Ved denne lejlighed var værket programsat sammen med så betydelige værker som: W. A. Mozart's: "Serenade nr. 13 i G-Dur, KV 525" (i vide kredse kendt under titlen "En lille natmusik"), Steve Reich's "Clapping Music" for 2 klappere, og en perle som: "Når du ønsker på en stjerne" (på dansk: "Når du ser et stjerneskud") der blandt andet vil være kendt i Gustav Winckler's fremragende fortolkning, der ofte ses i mange danske hjem, før dansen omkring julegranen.
Ønsker du at prøve kræfter med værket så kontakt mig via email.
Hér kan du læse partituret til den første af de fire satser.
Tilbage til oversigten.
Tilbage til forsiden.